ARoS Kunstmuseum | Oplev ARoS og bo på Wakeup Aarhus

ARoS Kunstmuseum

Tag på ARoS næste gang du er i Aarhus

Når du besøger ARoS Kunstmuseum i Aarhus, træder du ind i et helt unikt internationalt billed- og oplevelseshus. Et hus fyldt med kunst fra den danske guldalder, dansk modernisme og international nutidskunst, som skaber interesse hos både børn og voksne. Huset er på knap 21.000 kvadratmeter fordelt på 10 etager, hvilket gør det til et af Nordeuropas største kunstmuseer.

ARoS Kunstmuseum i Aarhus

Kunst på ARoS i Aarhus

Hvad kan du forvente, hvis det er første gang, du besøger ARoS i Aarhus? Kunstmuseet har hvert år forskellige større særudstillinger fra verdenskunstnere, og derudover har ARoS sin egen samling på mere end 8.000 værker fra år 1770 til i dag. Samlingen er den ældste uden for København, og fra nyere tid er kunstnere som Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard stærkt repræsenteret. Dertil er der en lang række af spændende værker fra internationale nutidskunstnere som Olafur Eliasson, Mona Hatoum, Carsten Höller, Bill Viola, Pippilotti Rist, Ron Mueck, Gilbert & George og James Turrell.

ARoS Kunstmuseum består af i alt 7.000 kvadratmeter udstillingsareal, og i tre gallerier med hver 1.000 kvadratmeter finder du værker fra museets egen samling. En af de særligt kendte udstillinger er skulpturen ”Boy”, som er lavet af den australske kunstner Ron Mueck. Skulpturen er 4,5 meter høj, vejer 500 kg og er i glasfiber. Værket forestiller en dreng, der sidder sammenkrøbet og med bøjet ryg. Armene er placeret foran hovedet, så de dækker ansigtet halvt. ARoS købte skulpturen i 2001, og det imponerende kunstværk er så detaljerigt, at drengen forekommer hyperrealistisk og nærmest levende.

Find aktuelle udstillinger og læs mere om "Boy" på ARoS' egen hjemmeside.

ARoS Aarhus Kunstmuseum - ”Boy” af Ron Mueck

ARoS regnbuen – Your Rainbow Panorama

I 2011 stod kunstværket ”Your Rainbow Panorama” klar på ARoS Kunstmuseum. ”Your Rainbow Panorama” af Olafur Eliasson skulle oprindeligt koste 30 mio. kr. og stå klar i 2007, men kunstværket medførte mange udfordringer, der resulterede i fire år ekstra og et endeligt beløb på 62 mio. kr. Kunstværket er placeret på toppen af ARoS i Aarhus og giver, som titlen røber, et kig ud over byen gennem regnbuens mange farver. Det cirkelformede værk er 150 meter langt, tre meter bredt og af glas. Det er synligt fra lang afstand og fungerer, grundet farverne, som et kompas for byens borgere. Når mørket falder på, er kunstværket oplyst med spots i gulvet, og med 360 graders udsyn over Aarhus er ”Your Rainbow Panorama” på ARoS Kunstmuseum blevet et særligt kendetegn for byen.

ARoS Kunstmuseum - Your Rainbow Panorama

The Next Level på ARoS Kunstmuseum

Lige nu forbereder ARoS Kunstmuseum en udvidelse på hele 6.500 kvadratmeter. Udvidelsen foregår under jorden og kaldes ”The Next Level”. Det forventes, at udvidelsen står klar til at tage imod nysgerrige gæster i 2017.


<< TILBAGE TIL HOVEDSIDE