Tivoli Friheden i Aarhus

Glæd dig til en sjov dag i Tivoli Friheden

I Marselisborg Skov finder du Tivoli Friheden – en forlystelsespark i gåafstand fra centrum af Aarhus. Forlystelsesparken har 4 rutsjebaner, 40 forlystelser, legepladser og boder. Der er noget for alle, store som små, og i sommerhalvåret er der Fed Fredag med koncerter og god stemning. Her på siden kan du læse mere om Tivoli Friheden Aarhus, som er en af byens mest populære attraktioner.

Find information om åbningstider m.m. på Tivoli Friheden.

Forlystelser i Tivoli Friheden Aarhus:

  • 5D-Cinemagic
  • Cobra
  • Dragen
  • Haunted House
  • Illusionsfabrikken
  • Orkanens Øje
  • Pegasus
  • Piratskibet
  • Radiobilerne
  • Rio Grande
  • Sky Tower
  • Tyfonen

…og meget mere!

Underholdning i Tivoli Friheden – for de mindste

Kender du Pjerrot? I Tivoli Friheden Aarhus tryller han for de mindste, og mellem de mange forlystelsesture kan de små sige hej til parkens helt egne maskotter Fru Frø og Hr. Kanin. Der er desuden Søndagsballade, hvor DR/Ramasjang åbner op for hygge til eksempelvis MGP, Lille Nørd og X-Factor, og så er der forskellige søndagskoncerter og teaterforestillinger i børnehøjde.

For de 5 til 8-årige er det muligt at tage et kørekort. Her med indledende teori i "teorilokalet" og så ud i de små el-biler for at teste køreevnerne. For børn mellem 3 og 5 år er det muligt at køre på en speciel bane, så de også kan få en fornemmelse af, hvordan det føles at være chauffør og køre i bil.

Underholdning i Tivoli Friheden – for de lidt større

I 5D-Cinemagic og Haunted House i Tivoli Friheden kan du prøve de vildeste 5D-spil med den nyeste teknologi. Oplevelsen er ideel for dig, der kan lide at spille computer og konkurrere mod familie og venner. Det skræmmende Haunted House viser nogle af de vildeste 5D-spil fyldt med uhyggelige zombier, der skal stoppes, når de prøver på at overtage verden! Er du kampklar?

Mad i Tivoli Friheden, Aarhus

Madpakker, medbragt grillmad, menuer og all-you-can-eat. Der er et væld af muligheder, når sulten skal stilles i Tivoli Friheden. På grillpladserne kan I sidde og spise hjemmesmurte madpakker eller grille lækre bøffer.

Tivoli Friheden Koncerter til Fed Fredag

I løbet af sæsonen byder Tivoli Friheden i Aarhus på masser af skøn underholdning, og det er især koncerterne til Fed Fredag, der fylder parken med musikglade gæster. Programmet indeholder nogle af de bedste danske rock- og popnavne, så følg med på Tivoli Frihedens egen hjemmeside, hvis du vil opleve en bestemt kunstner og mærke den helt særlige feststemning til Fed Fredag.

Hermans i Tivoli Friheden Aarhus

Tilbage i 2013 åbnede kulturhuset ”Hermans” i Tivoli Friheden, Aarhus. Her er der siden blevet afholdt store arrangementer med musik, konferencer, teater og mange andre events. Hermans i Tivoli Friheden har plads til 1.400 stående eller 800 siddende gæster. Størrelsesmæssigt er Hermans 1.700 kvadratmeter, hvor knap 500 af dem er en foyer med en 25 meter lang bar, loungeområde og garderobefaciliteter. Kulturhuset rummer revyer, teaterforestillinger, koncerter, dinnershows, messer m.m.